Brune kager - Den blå bagebog ( Tørleffs husmoder service )

Der sker noget, når månederne nærmer sig December, og den ro og balance man har indeni, ændres en smule og pulsen stiger lidt i takt med, at dagene går. Det samme er sket hos mig, jeg fik lagt dej til julesmåkager i den 2. weekend i November, som jeg altid gør, så ligger det i 14 dage, og så bliver der bagt i den sidste weekend i November....dét skete imidlertid ikke. Når der er små børn eller bare et lille barn i husholdningen, så er der mange ting der ikke er som de plejer og i dette hus er det ikke anderledes. Men hvor om alting er ( sært udtryk, men det passer godt ind her ), så blev der bagt, om end det blev en uge senere - det bliver dejen ikke ringere af. Jeg skriver opskriften, som jeg altid laver den efter billederne....


De tørre ingredienser til brunkagerne, har desværre ikke det billede af de våde ingredienser - hmm det må være glemt i julerierne....



Den færdige dej, indpakket i film, og klar til at blive lagt på køl....



Et styks udskåret brun kage med en hel mandel på toppen....



Uhmm, det færdige resultat....

Brunekager - den blå bagebog

175 stk - jeg fik ca 250 stk.

175g sirup ( knap 1½ dl )
175g margarine
½ tsk hjortetaksalt
1½ tsk potakse
1 dl vand
200g sukker
25g smuttede finthakkede mandler
( 25g finthakket sukat - jeg undlod det )
ca. 500g hvedemel
½ tsk allehånde
1 tsk nelliker
1 spsk kanel

-Sirup og margarine varmes, til margarinen er smeltet. Hjortetaksalt og potakse røres ud i vand og blandes i den varme sirupsmasse. Sukker, mandler ( og sukat ) kommes i. Når massen er håndvarm, men ikke før, tilsættes størstedelen af melet, sigtet med krydderierne. Dejen æltes godt igennem. Udrulles og udstikkes i forskellige figurer. Jeg deler massen og former den til 2 pølse og lægger dem i film og pakker dem, så de bliver aflange og rektangulære, så er de lige til at skære i passende skiver. Ovnen varmes op til 160 grader og bag de brunekager i ca. 8 minutter, men hold øje med dem, da ikke alle ovne  bager ens.
Jeg lader dejen hvile i køleskabet i 14 dage  - hvis du lader dem ligge i 3 uger, gør det ikke noget.
Jeg bruger altid en hel smuttet mandel og kommer på brun kagen, jeg elsker mandler uhmmm....

Velbekomme....

Kommentarer