Vi havde familien på besøg idag for at fejre min fødselsdag, som bekendt var i torsdags. Jeg har før prøvet disse kanelsnegle og forsøgte mig dengang, med at koldhæve dem og så bage dem på dagen, og det lykkedes over al forventning og det vil jeg gøre fremover - de er altså bare de bedste og de vinder i et hvert selskab. Se med og lav senere....
Det ser da lækkert ud...
Det ser da lækkert ud...
De tørre ingredienser til dejen...
Ingredienser til remoncen...
Den udrullede dej...
Der er nok remonce til at nå helt ud til kanterne i et fint lag...
Rullet og skåret ud...
Inden de sættes i køleskabet for at hæve...
Efter hævning...
Penslet og pyntet med dekorationssukker...
Så fin...
Efter bagning...
Uhmmm, kan du dufte det...
Klar til at spise lun med eller uden glasur...
Koldhævede kanelsnegle, de bedste (Valdemars ro)
Til dejen:
1½ dl mælk
2 æg
100 g flydende smør
50 g sukker
1 dl groft speltmel (kan også bages udelukkende med hvedemel)
4-5 dl hvedemel (dejen skal være smidig og ikke alt for klistret)
25 g gær
1 stang vanille, kornene
1 tsk kanel
1 tsk kardemomme
½ tsk salt
Remonce:
150 g smør
100 g rørsukker
75 g muscovadosukker (kan også bruge brun farin, smagen i muscodvadosukker er bare mere intens og lidt mere brændt)
1 tsk kanel
Glasur:
Flormelis
Koldt vand
-Start med at lave remoncen, hvor alle ingredienserne blandes og røres godt sammen.
Gæren smuldres i en kolde mælk og den flydende smør. Melet blandes med kornene fra en stang vanille, sukker kanel og kardemomme. Tilsæt de tørre ingredienser og de to æg i skålen og rør godt rundt. Hvedemelet tilsættes lidt efter lidt. Ælt dejen godt og rul den ud, så den er omkring ½ cm i højden.
Remoncen fordeles overalt på dejen og det gøres altså bedst med fingrene, så du nemmere kan få det fordelt uden at lave hul i dejen. Rul dejen sammen, som en roulade, og skær skiver på ca. 2 cm i tykkelsen. Sneglene sættes på en bageplade med mellemrum, da de hæver godt især under bagningen. Overdækkes med husholdningsfilm og stil dem i køleskabet, i et koldt rum en kold udestue eller et helt andet sted, hvor der der koldt og lad dem hæve natten over.
Dagen efter tager du dem ind i stuetemperatur ca. 20 minutter før du vil bage dem. I den tid kan du varme ovnen op til 185 grader (almindelig ovn) og bag sneglene i 15-20 minutter.
De hæver en del og bager sammen til en stor sneglekage. Lad sneglene køle lidt af inden servering. Server enten med glasur eller uden. Det ser flot ud hvis de serveres i bradepanden de er bagt i, som en stor kage. Skil dem forsigtigt med en palet, så man kan ''skovle'' dem op.
Velbekomme....
Kommentarer
Send en kommentar