8. december - Rullepølse, julens

Hjemmelavet rullepølse hører julen til og min fødselsdag, som jo er lige om hjørnet. Derfor vil jeg gerne give mine gæster lidt ekstra lækkert til rundstykkerne på søndag. Jeg plejer selv at salte slaget, men i år lod jeg slagteren om dette.
Jeg sparede lidt tid på den måde, hvilket jo er fint i en måned, hvor der er nok at se til.
Jeg skriver opskriften på krydderiblandingen og fremgangsmåden efter billederne.
Se med og lav senere.




Det færdige og hjemmelavede resultat.




Der var ikke meget fedt, jeg selv kunne pudse af slaget, det var så fint.




Godt med rå løg og en skøn stærk krydderiblanding.




Slaget, pakket og klar til kogning.




Passer perfekt ned i den nye rullepølsepresse.




Og endelig kunne vi nyde et stykke eller nogle stykker eller faktisk flere stykker rullepølse den aften og rigeligt med løg.



Rullepølse, julens
Krydderiblanding til rullepølsen: (slaget vejede 1,7 kg)
2 løg (jeg brugte 1 stort og 1 lille) fintrevet løg
4 tsk. groftkværnet peber
4½ tsk. stødt allehånde
1½ tsk. stødt ingefær
3/4 tsk. stødt nellike
2½ tsk. fint salt
husblas i blade så det dækker (1 lag er fint)
-Fordel først det fintrevet løg på hele slaget, drys al krydderiblandingen over, læg så husblas bladene på og rul slaget så stramt som du kan (det kan faktisk være svært). Rul slaget ind i et tilklippet klæde og bind bomuldssnor om. Enderne af slaget skal også dækkes af stof.

Kogelage: (ca. 3-4 liter vand)
Et stort løg delt i 5-6 stykker
15 sorte peberkorn
6 hele nelliker
1 bundt frisk persille (snoet med et stykke bomuldssnor)
6 laurbærblade
1½ spsk. tørret timian
-Heri koger/simre rullepølsen i 2 timer, og lad den derefter hvile i ½ time i kogevandet, før den tages op og presses. Lad rullepølsen stå under pres i min. 1½ døgn, og pak den forsigtigt ud.
Nyd duften og smag den rigtige smag af rullepølse og husk masser af friske løg.

Eftersmagen er krydret og langvarig.



Velbekomme.

Kommentarer