Tapas med hjemmebagte knækbrød i mundrette stykker, det kunne jeg godt lide lyden af og så gik jeg i gang. Jeg har fundet en opskrift af Ernst Kirschsteiger på knækbrød med majsmel og kerner. De er tilpas seje og alligevel sprøde og fulde af kerner. Jeg skriver opskriften efter billederne.
Og så skal der flagesalt på og det smager rigtig godt....
Der skal blandt andet også solsikkekerner i....
Hele bagepladen er i brug....
Færdigbagte knækbrød lavet på majsmel....
Knækbrød med majsmel og kerner
2 dl vand
2 dl majsmel
½ dl solsikkekerner
0,5 dl hørfrø
1 dl græskarkerner
0.5 dl olivenolie
2 tsk flagesalt
- Sæt ovnen på 150 grader varmluft. Kog vandet.
Bland majsmel, solsikkekerner, hørfrø, græskarkerner (gem nogle kerner til at strø som pynt) og olivenolie i en skål. Hæld det kogende vand over, rør blandingen sammen og lad det stå i 5-10 minutter. Del dejen i to og læg dejen på et stykke bagepapir og pres det let med hænderne. Læg et stykke bagepapir over og rul dejen tyndt ud til ca. 1 mm. tag det øverste bagepapir af og strø græskarkerner og flageslat over dejen og rul igen forsigtigt, for at fæstne kerner og salt. Skær knækbrødet i passende stykker alt efter, hvad det skal bruges til. Til tapas og oste/pølsebord er det fint med små stykker i mundrette størrelser.
Klargør resten af dejen på samme måde.
Bag knækbrødet ca. 20-25 minutter. Vil man have lidt mere farve på knækbrødet, så sæt ovnen på 190 grader hen mod slutningen, men pas på at intet brænder på.
Jeg brugte al dejen på samme plade, men næste gang vil jeg prøve, at gøre som opskriften beskriver og kun bruge halvdelen af dejen i første omgang.
Velbekomme.
Kommentarer
Send en kommentar