21. december Julehygge og børnegløgg

I dag søndag og dermed 4. og sidste søndag før jul - 4. søndag i advent. I dag skulle vi have juletræet ind, have det pyntet, vi skulle hygge med æbleskiver og børnegløgg. Jeg havde en lille overraskelse i ærmet og havde købt gaver til en pakkeleg bare for os 3 - det synes jeg kunne være hyggeligt. Jeg har lagt en opskrift ind med børnegløgg og den kommer efter billederne fra vores 4. søndag i advent. Se med og få inspiration til jeres dage før og ikke mindst efter jul.



Juletræet i år, som vi købte på Elmegården lidt udenfor Horsens....


Vores søns hjemmelavede julepynt fra 2014....


Hjemmelavet julekugle fra 2012....


En smuk hjemmelavet julestjerne fra 2013....


Hjemmelavet ring fra 2015....



Pakkeleg og hygge....


Børnegløgg og æbleskiver....



Børnegløgg (2 voksne og 2 børn)
50 g mandler
50 g rosiner (mandler og rosiner kan erstattes af poser med rosiner og mandelsplitter)
2 cm ingefær
5 dl solbærsaft
5 dl æblemost
2 stk. helkanel
lille håndfuld nelliker (lagde dem i et te-æg, så de kunne hænge på siden af gryden og trække)

- Kog mandlerne i 30 sekunder, smut dem og hak dem. Skræl ingefæren og skær den i skiver. Bland solbærsaften med vand i en gryde, hvis den ikke er blandet i forvejen. Tilsæt æblemost, kanelstænger, nelliker og ingefær. Opvarm gløggen til lige under kogepunktet 10-15 minutter. Si nelliker, kanelstænger og ingefær fra. Tilsæt mandler og rosiner og opvarm i yderligere 5 minutter eller tilsæt posen med rosiner og mandelsplitter. 
Du kan også vælge at servere rosiner og mandler ved siden af, så man selv kan tilsætte den mængde man ønsker. Så er der serveret.


Jeg tilsætter ofte appelsinskiver til gløggen, mens den varmer op, det synes jeg giver en god smag. Denne gløgg kan sagtens stå og trække med krydderierne i lang tid før gløggen skal laves, så bliver smagene kraftigere og det bliver gløggen ikke ringere af.


Rigtig glædelig jul og nu varer det faktisk ikke længe.







Kommentarer