23. december Vancouversmåkager med kokos, havregryn og citronskal

 Småkager er noget jeg forbinder med hygge og en god kop kaffe. Småkager er også noget man ofte serverer for gæster, da de kan laves noget tid i forvejen og stadig smager friskbagte. Småkager skal også kunne laves i løbet af kortere tid, hvis der pludselig står uventede gæster på trappen og indeholde noget, som man ofte har i skabene. Derfor har jeg fundet en opskrift, hvor dejen kan laves ret hurtigt og småkagerne kan bages, så der snart dufter skønt i hjemmet og ikke mindst dufter ''velkomment'' og ''kom bare ind''. Se opskriften efter billederne og kom i julestemning - det er jo lige om lidt.


De færdige småkager....


Revet skal fra en øko-citron....


Kokos og havregrynene er vist nedenunder....


Sættes på bagepapir....


Småkagerne flyder ud og får den perfekte tykkelse....


Endnu er billede af de færdige småkager....


Vancouversmåkager med kokos, havregryn og citronskal
125 g smør
100 g rørsukker
100 g brunfarin
1 æg
100 g hvedemel
½ tsk vanillepulver
½ tsk. natron
1 knivspids salt
75 g havregryn
75 g kokos
reven skal fra 1 øko-citron

Pisk smør og sukker sammen til en luftig masse og rør ægget i. Sigt hvedemel sammen med vanillepulver, natron og salt og vend det i smørret sammen med havregryn, kokos og citronskal. Tag dejen med en teske og lav ''dej-klatter'' på størrelse med en valnød og sæt dem på bagepladen med afstand, da de flyder ud. Bag kagerne i 7-8  minutter ved 200 grader, til de er gyldne og gennembagte. Afkøl kagerne på ovnristen og opbevar dem i en tætsluttende kagedåse.


Kagerne er dejligt sprøde og har en fin smag af citron og sammen med kokos og havregryn er det faktisk rigtig lækkert. I den oprindelige opskrift er Vancouversmåkagerne uden citronskal, men jeg synes det giver sådan en dejlig smag. Let og ikke gennemtrængende.

Rigtig glædelig jul og fyld kagedåserne, så der er lidt lækkert inden for rækkevidde og så lige en god kop kaffe - så kan julehyggen bare begynde og juledagene bare komme an.








Kommentarer