Citronmuffins

 Når jeg tænker på kager til Påsken, så er det tit noget med citron. Friskheden og det let syrlige synes jeg passer rigtig godt til foråret og den lunere tid, vi går i møde. I disse dage skinner solen og varmer, dog er det stadig kold om morgenen og om aftenen - synes nu det er en del af charmen ved årstiderne der skifter. Jeg har fundet en opskrift på citronmuffins og de er ret lækre. Se opskriften efter billederne.


Citroner har bare det smukkeste snit....



Jeg fyldte formene lidt mere end halvt op....



De bagte muffins skal have den lyse farve....


Citronglasur, halve chokoladeæg og smuldrede chokoladeæg som pynt....


Lige et stemningsbillede før prøvesmagning, som i øvrigt var helt til UG....


Citronmuffins 
225 g hvedemel
250 g sukker
2 dl mælk
120 g smør
100 g marcipan, revet
2 æg
1 økologisk citron, revet skal og presses for saft
2 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker
50 g - 100 g mælkechokolade, hakket eller som knapper (jeg brugte Callebaut mælkechokolade)
1 nip salt

Citronglasur
flormelis
citronsaft fra en økologisk citron

Pynt
halverede små chokoladeæg, knus evt et par stykker til pynt

- Varm mælken og smelt smørret heri og lad blandingen køle af. Pisk sukker og æg luftigt og rør citronskal og citronsaft heri. Bland alle de tørre ingredienser og vend halvdelen af dem i æggemassen. Sigt dem gerne i så du undgår klumper. Vend den afkølede smør/mælkeblanding i massen og slut af med at komme den sidste halvdel af de tørre ingredienser i. Vend det hele grundigt og forsigtigt, så luften ikke bliver slået ud ag dejen. Beklæd en metal muffinform eller 12 aluforme med papirforme. Du kan med fordel hælde dejen op i en sprøjtepose, så kan det være nemmere at styre, men gør som du har det bedst med.
Bag dine muffins i en forvarmet ovn, midterste rille, i ca. 22 minutter ved 180 grader. Stik en kødnål i muffins og hvis der ikke hænger dej på, så er dine muffins færdige. Vær opmærksom på, at afbagningen er helt lys, pas på med at give dine muffins for meget, så bliver de tørre.

Hæld flormelis op i en skål og tilsæt citronsaft til du får en konsistens, som ikke er for tynd. Skær små chokolade æg over, hvis det er muligt. Læg 2 halve stykker på nogle af dine muffins og andre kan du pynte med hakket chokoladeæg. Pynt som du har lyst til, det er dig der bestemmer.


Velbekomme.





Kommentarer