Gulerods-lagkage med hvid chokoladeskum

 Når der er fødselsdag i familien kan jeg godt lide at lave noget, som jeg ikke har lavet før og heldigvis går det godt de fleste gange. Jeg ville lave en lagkage med bunde af gulerodskage og jeg fik fat på en god opskrift og gav den et tvist med fyldet. Jeg skriver opskriften efter billederne.


Den færdige lagkage set oppefra før servering....


Skønne lækre gulerødder rives groft....


Sprøde og smagfulde valnødder....


Den færdigbagte overskårne bund....


Kan godt lide det rustikke udtryk i måden, hvorpå kagen er smurt op....


Marcipan skal der til....


Lagkagen er næsten færdig....


Lige et billede mere....


Snittet skal lige med og det var helt perfekt....



Gulerods-lagkage med hvid chokoladeskum
275 g groftrevne gulerødder
150 g smør, blødt
100 g sukker
100 g brun farin/muscovado sukker
200 g hvedemel
4 æg
2 tsk bagepulver
0,5 tsk salt
100 g grofthakkede/let fingerknuste valnødder

Fyld:
4 dl fløde
250 g god hvid chokolade, hakket

Marcipanbånd:
300 g ren rå marcipan
ca. 150 g - 200 g flormelis
20 - 30 g glykosesirup

-Jeg bagte kagen om formiddagen, lavede fyldet og kunne lægge lagkagen sammen om aftenen, da jeg skulle bruge den dagen efter. Så beregn tid til at kagen skal køle af og skummet til fyld skal køle helt af og være koldt inden det piskes op. Lagkagen har godt af at stå på køl til dagen efter.

Varm ovnen op til 175 grader på varmluft. 
Pisk smør, sukker og brun farin sammen til det er helt ensartet og luftigt. Pisk derefter et æg i ad gangen og dernæst røres gulerødderne og valnødderne i dejen. I en anden skål blandes mel, bagepulver, kanel og salt. Rør melblandingen sammen med smør, sukker og æg-blandingen. Kom i en smurt springform, ca. 22 cm og bag den i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 45-55 minutter. Lad kagen køle helt af på en bageplade og vend kagen forsigtigt på hovedet, så toppen bliver fald og fin, når du skal pynte kagen, inden den skæres op til lagkagebunde. Når kagebunden er kølet nok af skæres den i 2 bunde. Pak evt. lagkagebundene i en plastikpose, så de ikke bliver tørre i kanten, indtil fyldet er koldt nok til at blive pisket op.

Fyld: 
Hak den hvide chokolade og kom den i en skål. Varm fløden op til lige før den simre og hæld den over den hakkede hvide chokolade. Rør rundt til chokoladen er opløst. Lad massen køle af. Når massen er kølet lidt af dækkes overfladen med husholdningsfilm. Husholdningsfilmen lægges helt ned over massen og lægges op ad siderne, så der ikke kommer luft ind under. Sættes i køleskabet til det er helt koldt og gerne til dagen efter. Rør med en ske i massen, da den hvide chokolade lægger sig på bunden. Pisk derefter med en håndmikser, til fløden er stiv og pas på med at overpiske. Du kan eventuelt stoppe med håndpiskeren inden massen er stiv og pisk med håndkraft indtil du kan mærke, at massen har en fast konsistens. Kom massen i en sprøjtepose, når du er klar til at lægge lagkagen sammen.

Jeg lagde den første bund på lagkagefadet, satte en justerbar springformsring omkring og et stykke lagkagefilm, så man kan ''spænde'' springformen fast omkring bunden. Med fyldt i sprøjteposen lægger jeg et lag fyld på lagkagebunden og lægger den næste ovenpå. Jeg lagde også et lag fyld ovenpå kagen for at holde den fugtig. Lage folie over og satte den på køl gerne til næste dag. 
Dagen efter bruger jeg resten af den hvide chokolade masse til at smøre kanterne op med. Du kan lade den stå ''nøgen'' eller som jeg lave et marcipanbånd at sætte om.

Marcipanbånd:
Bland marcipan, glykosesirup og flormelis sammen til marcipanen har en god konsistens og er til at arbejde med uden at være for fedtet/klistret. Rul marcipanen ud til et langt rektangel (mål omkredsen), som svarer til omkredsen på formen. Mål højden på kagen og skær marcipanen til, så den passer både i længden og i højden. Rul forsigtigt sammen med et stykke plastisk på den ene side, så marcipanen ikke klistrer fast på sig selv.

Frigør kagen for den justerbare springformsring og kagefilmen. Marcipanbåndet ''limes fast'' på opsmøringen på kagen. Skær til hvis marcipanbåndet er blevet for langt. Lav en pæn afslutning. Jeg havde noget fyld tilbage, som jeg duttede på kagen og den blev faktisk ret fin og jeg blev ret tilfreds med den. Du kan pynte kagen eller lade være - du kan faktisk gøre helt præcist, som du har tid og lyst til uanset hvad, så smager kagen fantastisk og kombinationen med gulerodskage og hvid chokoladeskum, den er helt vildt god.

Det virker som et stort projekt, men langt det meste af forberedelserne ligger dagen før, at kagen skal spises. Så hvis du deler det op i små bidder, så er det nemmere at overskue.


Velbekomme og rigtig god fornøjelse.











Kommentarer