Lemonade med lime, ingefær og mynte

 Nu er det vist på tide, at jeg lægger flere opskrifter ud til jer. Jeg har fundet en ny sommer klassiker, som vil blive lavet flere gange i sommerens løb, det er helt sikkert. En frisk, læskende og tørstslukkende drik med en lille krads afslutning. Se med efter billederne.


Masser af limefrugter og læskende lemonade....



10 saftpressede limefrugter = 3 dl limesaft


Iskold og rigtig frisk lemonade....


Lemonade med lime, ingefær og mynte ( 2 kander)

100g ingefær
3 dl friskpresset limesaft (jeg brugte 10 limefrugter)
200g sukker
1 bundt mynte eller mere, hvis man synes

Ved servering
2 usprøjtede limefrugter
isterninger 
2 liter danskvand med citrus

-Skræl og riv ingefær. Bland det med limesaft, sukker og mynte i en skål. Lad blandingen trække i mindst ½ time. Rør rundt til sukkeret er opløst. Rør også gerne undervejs, det får saften til at trænge ud af mynten, da man ikke kan undgå, at støde/mase den lidt.

Ved servering:
Limefrugterne skæres i skiver og lægges i hver sin kande sammen med en god håndfuld isterninger i hver. Del blandingen (lime/ingefær/mynte) og hæld hver halvdel i hver sin kande. Hæld kold danskvand med citrus i hver kande, så der ca. er 1-1½ liter i hver kande, det giver en tørstslukkende lemonade. Man kan smage sig frem og lemonaden skal have en let krads eftersmag - det skal ikke smage som et ingefær-shot. Rør godt rundt og server evt. med en lime skive i hvert glas og sugerør. 

Der kan evt. sættes mere danskvand på bordet, så man selv kan toppe op med mere, hvis man har lyst. Det kan være, at børnene ikke bryder sig om den let kradse smag fra ingefæren og kan derfor toppe op med mere danskvand.

Man kan skifte danskvand ud med mousserende vin fx. cava, så bliver drikken lidt mere festlig(kun for voksne).



Velbekomme og rigtig god sommer.


Kommentarer