Vafler - hjemmelavede vafler, der dufter i hele huset og får en ganske særlig stemning frem, det er ret dejligt og giver en god fornemmelse indeni.
Jeg har haft lidt svært ved at finde en opskrift, som ikke skal hvile og som kan laves i løbet af kort tid - og jeg var heldig og fandt en opskrift på Belgiske vafler, som jeg ville afprøve og bruge i mit elektriske vaffeljern, som jeg fik i julegave tilbage i til 1997 - tror jeg, det var. Den virker ganske upåklageligt og det er jeg ret glad for. Jeg synes, at opskriften på Belgiske vafler fungerer ret godt til en almindeligt vaffeljern, da vaflerne bliver bløde og lækre.
Se opskriften efter billederne.
En god tallerken fuld af lækre og velduftende hjemmelavede vafler.
Så er der dækket op til min søn og jeg - han elsker også vaflerne.
Vafler (Hjertevafler) af dej til Belgiske vafler (7-8 stk.)
2 æg
75 g sukker
½ tsk. vaniljesukker
2,5 dl mælk
½ økologisk citron, fintrevet skal herfra
1 knivspids salt
150 g smør, smeltet
250 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
lidt smeltet smør til pensling af vaffeljernet til første vaffel.
-Del æggene i blommer og hvider i hver deres skål. Pisk æggehviderne stive og luftige, så de danner toppe og sæt til side.
Varm vaffeljernet op, så er det godt varmt.
Pisk æggeblommerne med sukker og vaniljesukker til en tyk og luftig æggesnaps, jeg brugte piskeris og håndkraft. Pisk mælken, citronskal, salt og smeltet smør i æggesnapsen. Bland hvedemel og bagepulver sammen og pisk det forsigtigt i dejen med piskeris. Æggehviderne vendes forsigtigt i dejen, uden at slå luften ud af dem.
Pensl vaffeljernet på begge varmeplader med smeltet smør - jeg smurte ikke mere smør på undervej i bagningen, da det var fint kun at pensle med fedtstof til en første vaffel.
Bag vaflerne gyldne i vaffeljernet til de er færdige og vaffeljernet slipper vaflen.
Servér vaflerne lune og spis dem med sukker, marmelade, akaciehonning, ahornsirup, friskpresset citronsaft. Du kan også servere med bær af alle slags, hakket chokolade, Nutella, en lækker hjemmelavet is eller andet, som du synes kunne være rigtig lækkert.
Velbekomme og glædelig jul.
Kommentarer
Send en kommentar