tirsdag den 23. juli 2013

Frugtsalat med råcreme

Frisk frugtsalat er altid et hit også her om sommeren, hvor temperaturen indbyder til en let dessert eller snack. Jeg skriver opskriften efter billederne....



Frugten er skåret i passende stykker....



Råcremen er blandet og klar....



Chokoladen er hakket....



Det hele er blandet og klar til servering....



Frugtsalat med råcreme

Bananer
Pærer
Nektariner
Vindruer
Æbler
Mælkechokolade
Vanille, både korn fra en frisk og vanillesukker, efter smag

Råcreme ( Karolines )

2 æggeblommer fra pasteuriserede æg
1 spsk. sukker
1½ dl piskefløde

-Alle frugterne, jeg brugte frisk frugt, skæres i passende stykker og blandes i en skål eller et fad. Chokoladen hakkes i ikke for små stykker. Råcremen laves ved, at piske æggeblommer og sukker tykt og skummende, det vendes forsigtigt i den piskede flødeskum, som igen vendes i alle frugtstykkerne. Chokoladen vendes med i og brug evt. lidt chokolade til pynt.

Dejlig frisk og sammensætningen af frugt, kan jo varieres i det uendelige og alt efter hvad man kan lide. Chokoladen kan også varieres, om man ønsker knas, orange smag eller bare helt almindeligt mørkt eller ønsker mælkechokolade eller endda hvid chokolade.

Man behøver ikke bruge frisk frugt, frugt på dåse kan også sagtens bruges, men jeg synes næsten, at det ville være synd, at bruge dåsefrugten, nu det bugner af frisk lækker frugt alle vegne.
Råcremen kan også varieres med brugen af skyr eller cremefraiche i stedet for flødeskum, hvis man ønsker en lidt mere mager udgave - det behøver smagen ikke blive ringere af.


Velbekomme....



Grove pølsehorn

Der er jo ikke noget som en tur på vandet, når vejret viser sig fra sin allerbedste side og så skal der pakkes en fin madkurv og så afsted. Jeg har en gammel opskrift på pølsehorn, og jeg valgte at tilsætte groft mel i stedet for hvedemel, så giver det lidt ekstra fylde og smag. Jeg skriver opskriften efter billederne.


Dejen er hævet og klar til udrulning....



Rullet ud til en ''pandekage'' og klar til at blive skåret....



Skåret i 4 stykker og smurt med ketchup....



En pølse er rullet ind i dejen....



Bagte og klar til spisning....



Grove pølsehorn ca. 32 stk.

650 g grahamsmel eller alm hvedemel
150 g flydende smør
3 dl mælk
50 g gær
1 spsk. sukker
½ tsk. salt
2 æg
16 pølser

-Mælken lunes og gæren opløses heri, tilsæt salt, sukker og flydende smør. Melet kommes i et fad, mælkeblandingen kommes heri og røres let, æggene tilsættes og det hele blandes til en smidig dej. Stilles til hævning i 15 min. eller mere. Dejen deles i 4 dele og hver del rulles ud til en flad ''pandekage'', som igen deles i 8 stykker. Læg ½ pølse på hver trekant - rulles sammen, efterhæver 15 minutter. Pensl med æg og drys med f.eks. sesamfrø og bages ca. 15 minutter ved 250 grader.

Det er en let lille snack, at tage med i madkurven og børnene elsker det - og det grovemel og sesamfrøene, de giver en rigtig god smag til hornene.

Velbekomme....